Team Lead i Back Office, Salg, Kundeservice & Support
Motiveres du af at skabe resultater gennem mennesker – og kan du kombinere tydelig ledelse med forståelse for den daglige drift?
Som team lead i Back Office får du ansvaret for et erfarent specialistteam, der understøtter OK's kundevendte funktioner med høj faglighed og stærk service. Du får samtidig en central rolle i at videreudvikle teamets kultur, samarbejde og trivsel og skabe de rette rammer for, at medarbejderne lykkes både individuelt og som team.
Ledelse tæt på mennesker og forretning
Du bliver leder for ni specialister med forskellige faglige styrker og erfaringer. Teamet er en del af Back Office i Salg, Kundeservice & Support og fungerer som specialistfunktion inden for blandt andet el, naturgas, energitekniske produkter og fyringsolie.
Du skal ikke være ekspert på alle teamets fagområder. Til gengæld skal du være nysgerrig på forretningen og tæt nok på driften til at kunne prioritere, træffe beslutninger og understøtte teamet.
Du træder ind i et område i udvikling, hvor du skal være med til at skabe retning, understøtte forandringer og samle teamet om fælles mål og prioriteringer.
Du bliver samtidig en del af ledergruppen i Back Office og får et tæt samarbejde med lederkolleger, fagansvarlige og andre samarbejdspartnere på tværs af OK.
Dine opgaver
Du kommer blandt andet til at:
Lede, motivere og udvikle medarbejderne og skabe gode rammer for høj trivsel, engagement og faglig udvikling
Prioritere teamets opgaver og sikre sammenhæng mellem den daglige drift og forretningens behov
Styrke teamets kompetencer, kultur og arbejdsprocesser i takt med nye behov
Udvikle samarbejdet med de kundevendte områder og øvrige samarbejdspartnere på tværs af OK
Omsætte erfaringer fra driften til konkrete forbedringer, der styrker kvalitet og kundeoplevelse
Vores øjne er rettet mod dig, der
Har erfaring med personale- og driftsledelse og motiveres af at udvikle mennesker, prioritere ressourcer og skabe resultater gennem teamet
Er en tydelig og handlekraftig leder, der tør træffe beslutninger og tage de nødvendige samtaler, når situationen kræver det
Skaber struktur, overblik og fremdrift og har blik for, hvordan arbejdsgange og processer løbende kan forbedres
Trives med forandringer og har erfaring med at omsætte nye behov, processer og arbejdsgange til konkrete handlinger i hverdagen
Er relationsstærk og skaber følgeskab gennem dialog, involvering og tillid. Du motiveres af at udvikle mennesker, styrke samarbejdet og understøtte en stærk teamkultur – også når du samarbejder på tværs af forskellige fagligheder og interesser.
Erfaring fra en kundeservice-, support- eller driftsorganisation er en fordel, ligesom kendskab til el- eller energibranchen er et plus – men ikke et krav.
Vi tilbyder
Et stærkt fællesskab med god energi og en sund kultur, hvor vi hjælper hinanden og deler vores viden
Gode udviklingsmuligheder - både som leder og som en del af en forretning i udvikling
Attraktive personalegoder, bl.a. sundheds- og tandforsikring, rabataftaler, en aktiv personaleforening og in-house massageordning
Fleksibilitet, så arbejdsliv og privatliv kan hænge godt sammen
Moderne rammer i Viby med en attraktiv kantineordning med morgenmad, frokost og alt derimellem
Lær din kommende leder lidt bedre at kende
"Som leder tror jeg på tydelig retning, klare forventninger og frihed til at tage ansvar. Jeg sætter pris på mennesker, der tænker selv, udfordrer vaner og tør træffe beslutninger – også når vi ikke har alle svarene.
Du kan forvente, at jeg er nysgerrig på dine perspektiver, giver plads og udfordrer dig. Til gengæld forventer jeg også, at du udfordrer mig. De bedste løsninger finder vi ofte i dialogen og samarbejdet med hinanden.
Jeg tror på ærlig feedback, høje ambitioner og på, at vi bliver bedre, når vi lærer af både vores succeser og vores fejl," fortæller Camilla Lehmann Lund, Manager Back Office.
Vil du være med til at sætte retningen?
Så send os din ansøgning og dit CV hurtigst muligt. Vi indkalder løbende til samtaler og afslutter processen, når vi har fundet den rette kandidat.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Camilla Lehmann Lund, Manager Back Office, på cami@ok.dk.
Vi glæder os til at høre fra dig.
- Lokationer
- OK a.m.b.a. (HQ - Viby J)
- Antal ledige stillinger
- 1
- Stillingstype
- Fuldtid